Velkommen til Vivild Jagtforening

Vivild er et åbent og venligt fællesskab, der byder såvel nye som gamle medlemmer velkommen til vore ganske mange jagtaktiviteter.

På bestyrelsens vegne,

Henrik Rudfeld
Formand.

Nyheder fra foreningen

Velkommen til en ny jagtsæson i Vivild Jagtforening 2021

Som næsten alle offentlige dokumenter indledes i skrivende stund, så må jeg også tage forbehold for udviklingen i genåbningen af samfundet efter snart et år mere eller mindre præget af Covid 19-restriktioner. Ingen ved lige nu, om de aktiviteter vi annoncerer for den kommende jagt- og skydesæson, faktisk kan gennemføres.

I løbet af forår og eftersommer 2020 kunne vi heldigvis gennemføre forårsturen til Vejlerne og indskydning af rifler sammen med Auning Jagtforening. Da vi havde vores egen indskydning i begyndelsen af maj, var det umuligt at gennemføre den, men få dage senere måtte vi godt forsamles – med afstand – og heldigvis tilbød Auning JF, at vi kunne dele deres tid på skydebanen i Allingåbro, så tak til Auning JF.

Vi måtte aflyse vores Åbent Hus i juni, hvor vi skulle have holdt en slags sent ”rejsegilde” på renoveringen af Jagthuset, men da vi kom til august og september, kunne vi afvikle både flugtskydningsaften og to andetræk (-tak, Flemming). Også oktoberjagten kunne gennemføres, ligeså kunne det (fra april) udsatte vildsvineforedrag afholdes.

Desuden kunne vi gennemføre et indledende møde om et evt. jagtkonsortium i foreningens regi, og vi kunne her konstatere (med kun ganske få deltagere), at dette initiativ er der ikke basis for i Vivild Jagtforening. Men herefter var det slut.

Resten af jagtåret har foreningen med div. begrænsninger i deltagerantallet ligget stille, bortset fra at vi kunne gennemføre kaninjagterne på Endelave, hvor deltagerne som udgangspunkt var opdelt i små hold. 

Alt dette har selvfølgelig sammen med udgifter til renovering af Jagthuset belastet foreningens økonomi i 2020, men set i en lidt større sammenhæng har vores største problem været, at vi har måtte aflyse foreningens øverste myndighed, generalforsamlingen, i februar d.å. Lokale jagtforeninger har dog fået juridisk accept fra jægerforbundet til at betragte situationen som Force Majeure, for vi er selvfølgelig ikke den eneste forening i denne klemme. Men vi har ikke kun et problem med at aflyse, vi har også et problem med at annoncere og indkalde til en ny generalforsamling, for hvornår ophører diverse forsamlingsforbud! Derfor har bestyrelsen besluttet at blive siddende det næste halve år, før en generalforsamling forhåbentlig kan afholdes tirsdag d. 24. august. Vi kan nå at annoncere den nye dato via de vanlige kanaler i Jæger, men vi har tænkt os at gøre indkaldelsen betinget af Covid 19-situationen. Så er der stadig restriktioner i august, skubbes generalforsamlingen en måned og så fremdeles.

Realiseringen af de begivenheder, der nævnes i aktivitetsoversigten, er selvfølgelig betinget af restriktionerne på det pågældende tidspunkt, og derfor har vi valgt IKKE at udsende et årsprogram på papir, da vi i 2021 må operere med væsentligt kortere tidshorisonter end et helt jagtår.

Vi vil derfor gøre brug af Jægers medlemsmeddelelser og vores egen hjemmeside i så vidt omfang, som det er muligt, men således kommer vi desværre til at gøre forskel på foreningens medlemmer i år – de af jer, der har adgang til internettet, bliver bedre stillede, end jer der ikke har adgang til nettet! Vi vil nemlig annoncere ændringer på alle de virtuelle platforme, vi har adgang til. Så er man i tvivl, om et arrangement bliver gennemført, kan man kontakte en fra bestyrelsen.

Det med de ”virtuelle platforme” indebærer, at man i det kommende år kan orientere sig om foreningens aktiviteter ved at abonnere på foreningens nyhedsbrev (send din email-adresse til Klaus Fogh på klaus.fogh@hotmail.com), ved at konsultere Vivild Jagtforenings egen hjemmeside, ved at konsultere jægerforbundets hjemmeside (medlemsnettet med foreningsmeddelelser), eller ved at være tilknyttet den gruppe på Facebook, som nogle fra foreningen har lavet for Vivild Jagtforening (sidstnævnte sted er bl.a. formanden ikke at finde!).

Af nye tiltag sætter vi kun to i søen, kursus i pramjagt og obligatorisk riffelskydeforløb. Dette er forløb, som vi kan afholde uden at inddrage eksterne foredragsholdere, og som derfor er ganske fleksible mht. tidspunkt.

Bestyrelsen håber på trods af alle tænkelige begrænsninger at se mange af jer – nye såvel som ”gamle” medlemmer – i det kommende år.

Knæk og bræk.

Henrik Rudfeld

Generalforsamling 2021 udskydes til august

Vivild Jagtforening må bryde sine vedtægter

Vivild Jagtforening skulle have holdt generalforsamling tirsdag d. 23. februar, men sådan bliver det ikke i år pga. corona-restriktionerne. Generalforsamlingen har ellers været annonceret, siden jagtforeningens sæsonprogram blev udsendt til medlemmerne i april 2020. Siden er generalforsamlingen også gentaget i jægerforbundets medlemsmeddelelser, så Vivild Jagtforening står nu med et problem. Dead-line for at annoncere i jægerforbundets februarudgave af ”Jæger” udløb til nytår, og en skriftlig aflysning til hvert medlem er dyrt.

Bestyrelsen for Vivild Jagtforening er derfor gået i gang med at rundsende meddelelsen til de medlemmer, der har indvilliget i at modtage foreningens nyhedsmail, og andre medlemmer bliver underrettet via Facebook, men en større restgruppe – anslået ca. 40 % af medlemmerne – må kontaktes på anden vis, så bestyrelsen er nu i færd med at grave telefonnumre frem på flest mulige i denne gruppe.

Formand for Vivild Jagtforening Henrik Rudfeld udtaler: ”Lokale jagtforeninger har fået juridisk accept fra jægerforbundet til at betragte situationen som Force Majeure, for vi er selvfølgelig ikke den eneste forening i denne klemme. Vi har dog ikke kun et problem med at aflyse, vi har også et problem med at annoncere og indkalde til en ny generalforsamling, for hvornår ophører diverse forsamlingsforbud! Derfor har bestyrelsen besluttet at blive siddende det næste halve år, før en generalforsamling forhåbentlig kan afholdes tirsdag d. 24. august. Vi kan nå at annoncere den nye dato via de vanlige kanaler, men vi har tænkt os at gøre indkaldelsen betinget af Covid 19-situationen. Så er der stadig restriktioner i august, skubbes generalforsamlingen en måned og så fremdeles. Vi er jo nødt til at tænke i denne type dynamiske løsninger, også for vore andre arrangementer i den nærmeste fremtid. I løbet af 2020 kunne vi heldigvis gennemføre de fleste skydninger og foredrag hen over forår, sommer og eftersommer, men vi blev nødt til at aflyse tre ud af fire efterårsjagter, og det er dyrt for en lille forening, for udgifterne skal jo afholdes.”

Dagsorden i henhold til vedtægter.

Bidrag til hjemmesiden?

Har du bidrag til hjemmesiden - fx opskrifter, beretninger eller billeder - så skriv til hjemmesideredaktør Sine Rudfeld på mail: sinerudfeld@gmail.com.

© 2021 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/