Vedtægter for Vivild Jagtforening

§1.0 Navn og hjemsted

  • §1.1 Foreningens navn er Vivild Jagtforening.
  • §1.2 Foreningens hjemsted er Norddjurs Kommune.

§2.0 Forholdet til Danmarks Jægerforbund

  • §2.1 Foreningen er tilsluttet Danmarks Jægerforbund (herefter DJ), hvis vedtægter er bindende for foreningen og forud for disse vedtægter.
  • §2.2 DJ hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

§3.0     Formål og opgaver

  • §3.1 Foreningens formål er at samle alle jægere inden for foreningens område og fremme disses interesser i henhold til DJ's formål.

§4.0 Optagelse

  • §4.1 Foreningen kan i henhold til DJ's vedtægter optage enhver uberygtet person som medlem.

§5.0     Ophør

  • §5.1 Udmeldelse sker til DJ's sekretariat.
  • §5.2 DJ's sekretariat sletter automatisk medlemmer, der er i restance.
  • §5.3 Foreningens generalforsamling kan ekskludere et medlem i overensstemmelse med DJ's vedtægter §§ 36-41. Dette kan blandt andet ske, hvis et medlem ved endelig dom er kendt skyldig i en grov, forsætlig overtrædelse af jagt- eller våbenlovgivningen, eller hvis et medlem i væsentlig grad har optrådt eller handlet til skade for foreningen.
    Eksklusionen kræver i henhold til DJ's vedtægter, at 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor, men opnås et sådant flertal ikke, kan eksklusionen vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmer herfor. Eksklusionen skal for at få endelig gyldighed godkendes af DJ's hovedbestyrelse.
  • §5.4 Bestyrelsen er bemyndiget til at udelukke medlemmer fra foreningens arrangementer (herunder jagter og skydearrangementer), hvis bestyrelsen finder, at almindelige regler for god opførsel eller våbenbehandling er blevet tilsidesat i væsentlig grad.
    Udelukkelsen kan maksimalt have en varighed af 1 år, men kan af bestyrelsen fremlægges med indstilling om eksklusion af Vivild Jagtforening på førstkommende generalforsamling, jf. §5.3, selv om udelukkelsesperioden ikke er udløbet.
    Fører sagen ikke til eksklusion af det pågældende medlem på generalforsamlingen, fastholdes den først fastsatte tidsramme for udelukkelse.
    En udelukkelse er inappellabel indenfor DJ's regi.
  • §5.5 Medlemskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.

§6.0     Kontingent og hæftelse

  • §6.1 Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat årligt kontingent.
  • §6.2 Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om kontingentreduktion for familie-, junior- og seniormedlemmer samt for ekstraordinære medlemmer.
  • §6.3 Medlemmerne, her i blandt foreningens syv bestyrelsesmedlemmer, hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

§7.0     Ordinær generalforsamling

  • §7.1   Generalforsamlingen har højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
  • §7.2   Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
  • §7.3   Indkaldelse af den ordinære generalforsamling skal ske i DJ's medlemsblad eller ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne med mindst 2 ugers varsel. Desuden kan bestyrelsen vælge at annoncere generalforsamlingen i en lokalt udbredt ugeavis.
  • §7.4   Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:
    •  1. Valg af dirigent.
      2. Valg af referent/protokolfører.
      3. Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære   generalforsamling.
      4. Fremlæggelse af det kontrollerede regnskab samt fremlæggelse og vedtagelse af budget for det kommende regnskabsår.
      5. Indkomne forslag.
      6. Fastlæggelse af kontingent. 
      7. Valg af formand, lige år.
      8. Valg af kasserer, ulige år.
      9. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
      10. Valg af to suppleanter til bestyrelsen.
      11. Valg af 2 bilagskontrollanter.
      12. Valg af 2 suppleanter til bilagskontrollanterne.
      13. Eventuelt.
  • §7.5   På generalforsamlingen kan der stilles ændringsforslag til budgettet (pkt. 4), Indkomne forslag (pkt. 5) og Fastlæggelse af kontingent (pkt. 6), ligesom der på mødet kan opstilles kandidater til punkterne 7-12. I henhold til almindelig afstemningspraksis stemmes der om det mest vidtgående ændringsforslag først. Vedtages dette, bortfalder de følgende forslag vedrørende samme punkt.
    Dirigenten afgør forslagenes rækkefølge i afstemninger med ændringsforslag. Dirigenten afgør således suverænt, hvilket ændringsforslag, der skal betragtes som det mest vidtgående, det næstmest vidtgående og så fremdeles.
  • §7.6   Efter generalforsamlingen fører referenten, jf. §7.4, mødets beslutninger og andre vigtige forhold ved mødet ind i foreningens protokol.

§8.0     Ekstraordinær generalforsamling

  • §8.1 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt over for bestyrelsen begærer dette med angivelse af, hvilke sager, der ønskes behandlet. Efter at skriftlig begæring er fremsat over for bestyrelsen, skal bestyrelsen lade afholde ekstraordinær generalforsamling senest 3 uger herefter.
    Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske skriftligt til medlemmerne med mindst 1 uges varsel.

§9.0     Afstemninger til generalforsamlingen

  • §9.1   Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
  • §9.2   Hvert medlem har én stemme.
  • §9.3   Afstemninger sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer dette, eller hvis mindst 1 medlem begærer skriftlig afstemning.
  • §9.4   Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
  • §9.5   Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed, med mindre andet fremgår af disse vedtægter. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. 
  • §9.6   Ændringer af disse vedtægter kan alene vedtages, når mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer herfor.

§10.0    Bestyrelse

  • §10.1 Bestyrelsen, der vælges af og blandt medlemmerne, har den overordnede ledelse af foreningen.      
  • §10.2 Bestyrelsen består af 7 personer.
  • §10.3 Valgperioden er 2 år. Bestyrelsesmedlemmerne afgår efter tur med to (lige år), henholdsvis tre (ulige år) om året. Genvalg kan finde sted.
  • §10.4 Formanden og kassereren vælges af generalforsamlingen. Formanden i lige og kassereren i ulige år.
  • §10.5 Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand og en sekretær.
  • §10.6 Bestyrelsen afholder møde efter behov, når formanden eller to medlemmer af bestyrelsen begærer det.
  • §10.7 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen er til stede.
  • §10.8 Hvert medlem af bestyrelsen har én stemme.
  • §10.9 Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens - eller i dennes fravær næstformandens - stemme afgørende.
  • §10.10 Ud over valg af bestyrelsesmedlemmer vælger generalforsamlingen 2 suppleanter, jf. §7.4, der har en valgperiode på 2 år.
    De 2 suppleanter afgår på skift med 1 om året. Førstesuppleanten er på valg i lige år, andensuppleanten i ulige år. Genvalg kan finde sted.
  • §10.11 Udtræder bestyrelsesmedlemmer af bestyrelsen, indtræder suppleanter på disses pladser, førstesuppleanten indtræder som den første. Dog kan suppleanter indtrådt i bestyrelsen ikke beklæde posterne som formand, næstformand og kasserer.
  • §10.12 Afgår en formand midt i en valgperiode, bliver næstformanden konstitueret som formand indtil næste ordinære generalforsamling, hvor valg af ny formand.
    Afgår kassereren midt i en valgperiode, vælger bestyrelsen af sin midte en ny kasserer, der fungerer frem til næste generalforsamling, hvor nyvalg skal finde sted.", jf. §7.4. Førstesuppleanten indtræder herefter i bestyrelsen, og bestyrelsen konstituerer sig påny. 

§11.0    Tegningsret

  • §11.1 Foreningen tegnes af bestyrelsen i forening eller af formanden, ved formandens forfald; næstformanden, i forening med et andet bestyrelsesmedlem.
  • §11.2 Meddelelse af fuldmagt til foreningens løbende dispositioner kan gives til kassereren.
  • §11.3 Foreningen ejer huset med adresse Gl. Fjellerupvej 4, Vivild, og bestyrelsen bemyndiges til at foretage de nødvendige dispositioner - med skyldig hensyntagen til foreningens økonomi - til at sikre husets fortsatte beståen.

§12.0    Formue og regnskabsår

  • §12.1 Foreningens formue skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter eller sikre værdipapirer.             
  • §12.2 Regnskabsåret starter 1/1 og slutter 31/12.

§13.0    Regnskabskontrol

  • §13.1 De to bilagskontrollører, der vælges af og blandt medlemmerne, jfr. §7.4, gennemser regnskabet og påtegner dette. Bilagskontrollørerne har endvidere til opgave løbende at påse, at foreningen administreres økonomisk hensigtsmæssigt og i rimelig overensstemmelse med de fastsatte, økonomiske retningslinjer.
  • §13.2 Bilagskontrollørerne kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.
  • §13.3 Medlemmer af bestyrelsen kan ikke vælges til bilagskontrollører.
  • §14.0 Sammenslutning
  • §14.1 Forslag om sammenlægning af Vivild Jagtforening med anden eller andre DJ-jagtforeninger kan ikke stilles som ændringsforslag på en generalforsamling, men skal fremsættes til bestyrelsen under reglerne for indkomne forslag med mindst 7 dages varsel, jf. § 7.2.

§15.0    Opløsning

  • §15.1 Generalforsamlingen kan med mindst 3/4 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst én og højst to måneders mellemrum, vedtage, at foreningen opløses.
  • §15.2 Foreningens eventuelle formue skal - efter at alle forpligtelser er opfyldt - forvaltes af DJ i indtil 5 år. Stiftes en ny lokalforening under DJ i foreningens område indenfor femårsperioden, overføres den forvaltede formue til den nye lokalforening. I modsat fald tilfalder formuen efter femårsperiodens udløb DJ, som skal anvende den til naturbevarende formål.

§16.0    Ikrafttræden

  • §16.1 Ændret og vedtaget på Vivild Jagtforenings ordinære generalforsamling 21. februar 2023.

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/